Syddansk Universitet, Copenhagen Business School og Universität Bremen i Tyskland er gået sammen med Industriens Fond, for at styrke små og mellemstore produktionsvirksomheders Supply Chain Resilience. Med øget resiliens kan virksomhederne bedre håndtere udfordringer som pandemier, naturkatastrofer, cyberangreb og logistiknedbrud. Projektet søger nu 10 produktionsvirksomheder som case-virksomheder til udarbejdelse af konkrete værktøjer og metoder.
Det er forskelligt i hvilken grad og hvordan, virksomheder er blevet ramt af COVID-19. Mens nogle har mærket stor nedgang i omsætningen, har andre mærket en kraftig vækst, men har måske ikke kunnet følge med efterspørgslen, hvilket har påvirket deres renommé negativt.
I det nye projekt, SCR-SMV (se også www.scr-smv.dk), vil der være fokus på både de kriseramte, de kriseimmune og kriseudnytterne, da deres sammensætning i forhold til forskellige typer af supply chain-forstyrrelser er interessant for både industrien og virksomhederne selv, men også set gennem forskningsbriller. Fremtiden kommer nemlig i høj grad til at handle om resilience (modstandsdygtighed) og det at være forberedt på det meste i et moderne og komplekst samfund.
Det nye projekt har fokus på virksomhedens evne til at komme tilbage til udgangssituationen, eller til et bedre niveau, efter en forstyrrelse – for eksempel en pandemi, en naturkatastrofe eller et cyberangreb.
Gennem projektet afdækkes nuværende praksis på området og der udvikles en række konkrete værktøjer og metoder, som kan ruste virksomhederne mod forretningsforstyrrelser i fremtiden. De udvikles i samarbejde med 20 virksomheder og fokuserer på fire faser: (1) Situationsanalyse, (2) Forebyggelse, (3) Mitigation, (4) Recovery.
Projektet er startet den 1. juni 2021 og forløber over to år. Det støttes af Industriens Fond med godt 3 mio. kroner og gennemføres af professor Jan Stentoft, lektor Ole Stegmann Mikkelsen og kommunikationskonsulent Tina Højrup Kjær fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU, professor Kim Sundtoft Hald fra Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi på CBS og professor Aseem Kinra fra Department of Global Supply Chain Management på Bremen Universitet.
Mere information:
Jan Stentoft, stentoft@sam.sdu.dk, telefon 20 88 71 91
Ole Østrup, oos@industriensfond.dk, telefon 23 80 06 60