Jesper1.Jpg

Mød vores medlemsvirksomhed: ProTek Marineservice

27 apr 2026

ProTek Marineservice på Siøvej 5 i Nyborg er i dag en veletableret virksomhed inden for service og reparation af lystbåde. Med en hverdag, der spænder fra arbejde på værkstedet til opgaver ude på havnene, har virksomheden udviklet sig fra en enkeltmandsidé til en solid forretning med både stærke lokale rødder og blik for nye muligheder.

Bag virksomheden står Jesper Ernstsen, som i 2014 tog springet ud i selvstændighed med afsæt i en personlig interesse for det maritime.

“Vi startede i 2014 som et projekt, hvor det egentlig bare var mig og min bil,”  fortæller han og fortsætter: “Jeg lejede mig ind et lille sted her i området, og så begyndte det stille og roligt at udvikle sig.”

Det, der begyndte i det små, viste sig dog hurtigt at dække et behov. Efterspørgslen voksede, og det blev nødvendigt at udvide.

“Jeg kunne ikke rigtig følge med efterspørgslen, og så fik jeg mulighed for at købe den ejendom, hvor vi ligger i dag. Der lavede vi et stort værksted og marinebutik.”

Med etableringen af egne faciliteter voksede aktivitetsniveauet, og behovet for flere medarbejdere opstod. Det førte blandt andet til, at Jespers kone, Tine, blev en del af virksomheden som kontoransvarlig, og i dag består teamet af i alt fem medarbejdere. 

ProTek Marineservice er dermed vokset i takt med efterspørgslen og står i dag som en virksomhed, der kombinerer faglighed, fleksibilitet og en stærk tilknytning til det maritime miljø på Østfyn. Og selvom virksomheden i dag har fået en mere etableret struktur, er drivkraften stadig den samme.

“Det hele startede jo som en hobby,” fortæller Jesper. “Jeg synes stadig, det er skægt, og der er ikke to dage, der er ens.”

En hverdag med både på land og til vands

Kernen i ProTek Marineservice er teknisk ekspertise, diverse reparationer af lystbåde og en bred servicepalette målrettet lystbådejere.

“Vores kerneydelse er reparation af lystbåde, det er alt inden for teknik, motor, navigation, elektronik og el-systemer,” forklarer Jesper. 

Kunderne er primært private bådejere fra lokalområdet, men virksomhedens fleksible setup gør, at opgaverne ikke kun foregår på værkstedet i Nyborg.

“Vi arbejder hovedsageligt med lystbåde - motorbåde, speedbåde og sejlbåde. Det kan være både, der ligger i havnen, eller som kommer her på trailer.” Forklarer Jesper og påpeger, at en stor del af forretningen faktisk foregår ude hos kunderne. “Vi har udekørende servicebiler. Hvis der er en båd i f.eks. Kerteminde, Svendborg eller Bogense, så ringer de efter os, og så kommer vi ud og reparerer den på stedet. Det er faktisk en stor del af vores butik.”

Den fleksibilitet er afgørende i en branche, hvor tid og tilgængelighed ofte er altafgørende, især i sejlsæsonen. Dog er placeringen i Nyborg ikke helt tilfældig. Byens maritime historie og aktive havnemiljø spiller også en vigtig rolle for virksomheden.

“Det har stor betydning, fordi vi jo er en havneby,” siger Jesper. “Vi passer mange af de både, der ligger i havnen, og der er mange, der kommer her og finder reservedele.”

Den tætte kontakt til kunderne og det lokale miljø er altså en vigtig del af virksomhedens identitet, og noget, Jesper ikke ønsker at give slip på, selvom nye muligheder opstår.

Nye horisonter: Specialopgaver til Grønland

Selvom fundamentet er solidt forankret i Nyborg, har ProTek Marineservice også fået opgaver, der rækker langt ud over landets grænser. En af de nyere opgaver er klargøring af både til den voksende turistbranche i Grønland.

“Vi er begyndt at lave erhvervsbåde, noget der hedder Targa-både - man kan nærmest kalde det for havets Jeep. Det er en meget velsejlende båd,” fortæller Jesper.

Opgaverne indebærer omfattende teknisk arbejde, hvor bådene tilpasses de krav, der stilles til sejlads med passagerer under krævende forhold. Det gælder blandt andet installation af sikkerhedsudstyr, navigationsløsninger og tilpasninger, der gør bådene klar til de sikkerhedskrav, Søfartsstyrelsen har, når man skal sejle med passagerer i arktisk farvand. 

“Den seneste båd er købt i Holland og skal bruges af et grønlandsk charterselskab. Den mellemlander hos os, hvor vi gør den klar til syn hos Søfartsstyrelsen - det vil sige, at vi sætter ekstra kommunikations- og navigationssystemer i, sikkerheds- og brandudstyr, vandalarmer osv. i den, og på den måde gør at bådene kan blive sikkerhedsgodkendt og sejle med passagerer i Grønland.” 

Arbejdet med de grønlandske både har samtidig åbnet op for nye samarbejder og kræver i nogle tilfælde inddragelse af eksterne specialister for at leve op til de gældende krav og standarder.

“Det er et meget interessant område for os. Der er ikke så mange, der gør det, så det er meget niche. Vi håber selvfølgelig, at det er noget, vi kan blive ved med.”

Samtidig er det vigtigt for virksomheden at bevare balancen mellem nye muligheder og den eksisterende kundebase, mener Jesper. 

“Selvom vi synes det er spændende, er det ikke noget vi i fremtiden kommer til at basere hele vores forretning på. Det er vigtigt for os at holde fast i vores fokus på lystbåde og vores kunder herhjemme, og så tilføjer vi det her som en ekstra dimension.”

En branche i udvikling og krav om konstant læring

Den maritime branche er i hastig udvikling, og det stiller stigende krav til virksomheder som ProTek Marineservice, og dermed også et øget fokus på kompetenceudvikling. 

“Bådene bliver større og mere luksuriøse, og de kræver dermed også mere. De er meget tekniske og spækket med navigationsudstyr, og motorerne er blevet mere komplicerede. Det kommer helt sikkert til at kræve mere af os fagligt, så kurser er et must, for at vi hele tiden er opdaterede.”

Trods vækst, nye markeder og stigende kompleksitet er det stadig glæden ved arbejdet, der driver virksomheden frem.

“Det er spændende ting, vi arbejder med, og der er ikke nogen dage, der er ens,” påpeger Jesper. “Det er helt sikkert det, der motiverer. Det er en spændende verden og branche at være en del af. ”

Netværk og sparring i Østfyns Erhvervsråd

Som medlem af Østfyns Erhvervsråd har ProTek Marineservice også fokus på at hente inspiration og sparring uden for egen branche. Særligt værdifuldt er muligheden for at dele erfaringer på tværs af fagområder. 

“Jeg synes, netværket er rigtig godt, og der er nogle gode arrangementer, der kan fange bredt. Selvom vi ikke er i samme branche, er der mange ting, der går igen. Når man har ansatte, er det ofte de samme problemstillinger man står overfor selvom vi laver noget forskelligt.” 

Foruden de mange spændende og lærerige arrangementer, ser Jesper ProTek Marineservices medlemskab i Østfyns Erhvervsråd som en mulighed for sparring omkring alt fra spørgsmål om administrative systemer til tvivl omkring nye krav fra myndighederne. 

“Der kommer mange nye krav, f.eks. om ESG og krav om bæredygtighed, og det kan være en fordel at spørge andre til råds om, hvordan de håndterer det. Selvom vi ikke kommer fra samme branche, er det måske ofte de samme udfordringer vi står overfor, derfor kan det være rart at spørge andre til råds i forhold til hvordan de løser dem.”

Fremtiden byder uden tvivl på nye teknologier, stigende krav og spændende opgaver. Men hos ProTek Marineservice er ambitionen klar: at fortsætte udviklingen i et tempo, hvor kvalitet, relationer og arbejdsglæde følger med. Det er netop denne balance, der gør virksomheden til en stærk aktør i det østfynske erhvervsliv samt en værdifuld del af fællesskabet i Østfyns Erhvervsråd.