Hvordan får man virksomhedens budskaber til at fremstå troværdige, klare og relevante på tværs af kanaler og målgrupper? Og hvordan sikrer man, at kommunikationen både understøtter forretningen og samtidig føles ægte for dem, der møder den?
For Line Falcke, indehaver af Falcke Digital Kommunikation, handler det om én grundlæggende ting: at skabe kommunikation, der tager udgangspunkt i både virksomhedens identitet og modtagerens behov. Line arbejder primært med tekstforfatning og strategisk kommunikation for mellemstore og større virksomheder, hvor hun ofte fungerer som en fast ekstern samarbejdspartner.
“Det, jeg beskæftiger mig med, handler om tekstforfatning og kommunikation hele vejen rundt om mine kunder. Og jeg oplever, at virksomheder prioriterer og har brug for en ekstern konsulent, der kan sikre en rød tråd i alt fra website og nyhedsbreve til SoMe og presse.”
Opgaverne kan være alt fra søgemaskineoptimerede webtekster og nyhedsbreve til medarbejderportrætter, kampagneindhold og pressehåndtering. Fælles for arbejdet er, at kommunikationen ikke står alene, men skal understøtte virksomhedens brand, styrke relationen til kunder og samarbejdspartnere - og gøre komplekse budskaber forståelige.
“Mit arbejde handler ikke kun om at skrive en tekst, men om at forstå virksomheden og det, de gerne vil opnå med deres kommunikation.”
Kommunikation med udgangspunkt i mennesker
Falcke Digital Kommunikation løser opgaver i mange formater: SEO-tekster, nyhedsbreve, medarbejderportrætter, pressearbejde og strategisk rådgivning. Men metoden bag arbejdet er det, der for alvor adskiller sig.
“Jeg skriver altid på baggrund af interviews. Det er vigtigt for mig, at kundens egen stemme kommer frem, så de kan se sig selv i det materiale, der bliver skabt.”
Interviewformen gør det lettere at omsætte faglig viden til levende og autentisk kommunikation, og den sikrer samtidig, at indholdet opleves troværdigt både internt og eksternt. For Line er god kommunikation først og fremmest værdiskabende.
“Teksten skal være skrevet på modtagerens præmisser. Uanset hvilken type indhold det er, skal læseren have noget ud af at investere sin tid i det. Det skal være værdibaseret kommunikation.”
Blandt hendes faste kunder er industrivirksomheden JEROS, hvor hun siden 2018 har været involveret i stort set hele kommunikationsindsatsen fra indhold til koordinering af undervisningsmaterialer og events i samarbejde med blandt andre Faaborg-Midtfyn Kommune.
Fra faglig nysgerrighed til selvstændig rådgiver
Vejen til Falcke Digital Kommunikation er ikke resultatet af en fast karriereplan, men af faglig nysgerrighed og lysten til at arbejde med det, der giver mening. Line Falcke er uddannet cand.mag. i dansk med anvendt visuel kommunikation som sidefag, og allerede under studiet var det interessen for formidling og indhold, der satte retningen.
“Jeg har altid været meget interessebåret og beskæftiget mig med det, jeg synes var spændende. Det giver ofte et bedre resultat, end hvis man føler, man skal presses igennem noget, man ikke rigtig brænder for.”
Efter studiet var hun med til at starte iværksættermiljøet Stjerneskibet på Odense Havn og arbejdede siden på bureauer, hvor hun blandt andet kom i mesterlære i digital usability. Siden 2012 har hun været selvstændig, en beslutning, der først opstod mere af omstændigheder end af ambition.
“Jeg havde egentlig ikke planer om at blive selvstændig. Det er noget, jeg er blevet kastet ud i.” Fortæller Line og uddyber, at det som selvstændig kræver både faglighed og relationer: “Man skal have is i maven. Selvom jeg har store kunder, kan det stadig være nervepirrende. For jeg har oplevet, hvad det vil sige, når ydre omstændigheder gør, at et samarbejde pludseligt hører op. Og her er det især farligt, hvis du har lagt alle dine æg i én kurv.”
Derfor handler en del af arbejdet også om løbende dialog med både nuværende og tidligere kunder og om at byde ind med idéer til, hvordan de kan styrke deres digitale kommunikation. Den tilgang har været med til at skabe langvarige samarbejder og en forretning, der i høj grad er bygget på tillid, kontinuitet og faglig sparring.
AI som konkurrent og sparringspartner
Udviklingen inden for kunstig intelligens har ændret kommunikationslandskabet markant, og det er noget, både virksomheder og rådgivere skal forholde sig aktivt til. Som tekstforfatter forholder Line sig til brugen af AI-redskaber hver dag.
“AI er blevet en konkurrent. Det kan jeg godt mærke. Men det er også et værktøj, jeg selv bruger hele tiden.”
Line arbejder med den betalte version og anvender blandt andet specialtilpassede løsninger, der kan lære hendes tone og stil. Særligt i internationale projekter, mener Line, at AI kan være en effektiv sparringspartner.
“Hvis man prompter rigtigt og arbejder systematisk med AI, kan det være en stor hjælp - især når man arbejder på engelsk,” fortæller Line og understreger, at brugen af AI langt fra kan stå alene: “Man får sjældent det bedste resultat i første hug. Det kræver, at man er kritisk og redigerer, så teksten passer til virksomhedens egen tone og sprog.”
Hun oplever samtidig, at mange virksomheder undervurderer den sidste og afgørende tilpasning.
“Man kan typisk godt se, når en tekst ikke er gjort til virksomhedens egen. AI efterlader nogle sproglige mønstre, som afslører det.”
AI kan altså være en effektiv hjælp i processen, men det er stadig den menneskelige vurdering, der sikrer den rette strategi, forståelsen for målgruppen og en tone, der passer til virksomheden.
Lokal forankring gennem netværk
Selvom Lines kunder primært er nationale og internationale, betyder det lokale erhvervsfællesskab meget for hende. Som medlem af Østfyns Erhvervsråd ser hun netværket som en mulighed for at møde virksomheder i området og få et indblik i det erhvervsliv, hun ellers ikke møder i sin dagligdag.
“Jeg bruger ikke netværket som et salgsnetværk, men som et erhvervsnetværk. Mine kunder er sjældent lokale, så jeg sætter stor pris på at lære virksomheder her i området at kende - også selvom der ikke nødvendigvis er et samarbejde i sigte.”
For Line handler deltagelsen om at være nysgerrig på andre brancher, høre virksomheders historier og blive inspireret af deres måde at arbejde på. Samtidig deler hun gerne ud af sin egen erfaring, når det giver mening.
“Jeg er meget nysgerrig på, hvad andre arbejder med, og det er spændende at høre om deres hverdag og deres forretning. Jeg deler også gerne ud af min egen viden og erfaring, hvis nogen kan bruge det. For mig handler netværk om åbenhed, nysgerrighed og lysten til at lære andre at kende.”
For Line er Østfyns Erhvervsråd derfor en vigtig del af livet som selvstændig. Både fagligt og personligt. Det handler først og fremmest om at støtte op, når netværket inviterer til alt fra morgenarrangementer, kurser og virksomhedsbesøg til samtaler med andre selvstændige, som også har valgt at slå sig ned i det østfynske.
Det giver både inspiration og en stærk følelse af at være en del af et lokalt erhvervsfællesskab.