En unik køreskole med fokus på menneskelig indlevelse og rummelighed
Hos CUC Fyn arbejder de med mennesker.
Det er tydeligt, hvis man tager et kig på deres Facebook side. Den bugner med lykønskninger til elever der har fået deres kørekort. Ofte er der i hilsenen en lille intern reference til den fælles oplevelse mellem elev og kørelæreren. Gamle elever fortæller smilende, at de stadig modtager fødselsdagshilsner.
”Vi får jo på en eller anden måde knyttet et bånd” fortæller indehaver og kørelærer Marlene Nordam. ”Specielt med de unge som jo har et længere forløb. Jeg kan jo tydeligt mærke det når jeg kører rundt i byen. Når jeg møder nogle af mine ”gamle” elever, så smiler og vinker de. De har haft en god oplevelse.”
Marlene er ikke bare kørelærer, men menneskekender. Og med en NLP-master og sågar en uddannelse i hypnose, gør hun alt, hvad hun kan for at hjælpe sine elever.
”Jeg fokuserer hele tiden på det som går godt. Og booster det, der går godt. Selvfølgelig skal man vide at det der er forkert, men så finder vi osse en løsning på det: ”Hvordan gør vi det så?”
Lige så snart de gør det, som vi har aftalt, så er der fuld skrald på ro og anerkendelse osv. Jeg kan nogle gange se… De løfter sig lige i sædet og så smiler de og tænker ”Yes! Jeg gjorde det!”
Jeg bruger det sindssygt meget i kommunikationen med de unge mennesker. Der er så mange unge mennesker, der bliver så nervøse, at de bliver faktisk nærmest handlingslammet.
Det er nu ikke fordi jeg bruger hypnosen så meget, men jeg kan rent faktisk få nervøsiteten ned i et leje, hvor den øverste top af nerverne forsvinder, så ja, de er nervøse, men det er den positive nervøsitet som kan gøre, at de yder maksimalt i stedet for at skvatte fuldstændig af pinden”
Køreskolen har i mange år holdt til Skippergade 1 1 sal. ”Det var lidt en hemmelig hule”, siger Marlene ”Folk skulle ligesom vide hvor det var henne. Det har nu heldigvis ikke forhindret folk i at komme. ”
I dag er køreskolen flyttet til Nymarksvej 55. Marlene fortæller: ”Jeg havde en drøm om at komme tættere på gymnasiet. Så kan de unge mennesker gå direkte fra gymnasiet og være med. Der er en bedre eksponering og parkering lige til døren.”
I dag har CUC Fyn 3 kørelærer tilknyttet og i løbet af 2024 får CUC FYN endnu en erfaren kørelærer på holdet, nemlig Stefan Madsen som i mange år har drevet Nyborg Køreskole. Det er et nyt samarbejde, som de alle ser frem til.
”Jeg har været kørelærer i mange år”, fortæller Marlene. ”Siden 1987”
Oprindeligt blev CUC skabt med tanken om at etablere et privat AMU-center. Men da myndighederne lagde forhindringer i vejen endte 3 af de 4 oprindelige partnere med at trække sig fra samarbejdet.
Marlene fortæller. ”Jeg gik lige pludselig fra at være 25% virksomhedsejer til at blive 100% virksomhedsejer. Det var slet ikke det, som var planen fra starten.
Vi havde fået lavet hjemmeside, havde teorilokaler, lejet parkeringspladser, fået telefonnumre, startet ApS og skudt penge ind i firmaet. Alt det der det havde vi gjort. Og så smuldrede det.
Så jeg startede bare fra bunden af. Jeg havde ikke engang en skolevogn med manuelt gear, så der var jeg nødt til at inddrage vores private ”konebil” og få sat pedaler i den og så ellers gå i gang.
Det første år der havde jeg ikke ret mange elever. Andet år gik det straks bedre. Tredje år der ansatte jeg. Og det gjorde jeg også fjerde og femte år. Det er bare vokset stødt fra ingenting til det er i dag. Nu er det godt”, siger hun med et stort smil
”CUC står for Chaufførernes Uddannelses Center. Det var bygget op omkring storvogn. Navnet passer overhovedet ikke til personbiler og trailerkørekort. Der lyder det jo lidt kikset” – siger Marlene og griner, ”men jeg ville ikke lave om på navnet, fordi jeg allerede havde fået lavet hjemmeside og alle de andre ting som var i orden.
I dag hedder virksomheden CUC Fyn og har aktiviteter over tæt på halvdelen af Fyn. Aktiviteterne er primært fokuseret på kørekort til personbil samt trailerkørekort til både erhverv og private.
Det er typiske de 17-årige der tager kørekort til personbil.
”Vi er specielle på den måde, at vi forsøger at lægge elevernes køretimer udenfor skoletiden, når de har frimoduler eller i weekender. Vi går nok lige det der ekstra skridt for at de ikke er tvunget ud i at de ikke skal pjække. Der er dog nogen ting som vi ikke kan flytte på f.eks., køre- og teoriprøver.
Vi starter hold en gang om måneden, bortset fra december og juli. Når de 9 gange teori er overstået, så starter et nyt hold ugen efter.
Til et almindeligt kørekort plejer vi at sige ca. 3 måneder, hvis alt forløber planmæssigt, men der kan komme bump på vejen, der gør at det tager længere tid.
Papirerne skal være i orden. Teoriprøven skal være bestået før vi kan bestille køreprøven. Hvis krydserne bliver sat forkert til teoriprøven, så skal man altså prøve igen.”
Senest har CUC Fyn indgået et samarbejde om at hjælpe eleverne på Vejstrup Efterskole med undervisning til kørekort.
CUC Fyn tilbyder trailerkørekort til virksomheder og til private med campingvogn, hestetrailer eller båd.
Typisk er det dog virksomheder, som f.eks. skal køre med maskiner på traileren. Det kan være en anlægsgartner, tømrer- eller entreprenørvirksomhed.
Marlene elsker at lave trailerkørekort. Hun storsmiler da jeg spørger til det.
”Trailerkort er også på hold, men jeg er sindssyg fleksibel, så hvis en enkelt person har akut brug for det f.eks. i forbindelse med nyt job, så laver jeg teori med vedkommende, så vedkommende kan få sit kørekort. Jeg vil rigtig gerne have glade kunder.
Ca. hver tredje uge, der starter jeg et hold op.
Virksomheder kan melde sig til og komme ned til mig og få teorien enten i Nyborg eller Svendborg.
Jeg kommer også gerne ud på virksomheden og afholder teori for medarbejderne, hvis de er 4 eller flere. Så tager jeg med glæde ud med mit lille rejsekit. Jeg skal bare bruge et lokale med borde og stole og et toilet.
Det tager ikke så lang tid at få et trailerkørekort. De skal én gang til teori. Så skal vi køre 3 gange og en gang til køreprøve. Den sidste tur vi er ude og køre, er typisk også den dag, hvor der er køreprøve. Så kører vi 2 lektioner først og så køreprøven i forlængelse af det.
Så i alt 4 lektioner teori, 6 lektioner kørsel og en køreprøve.”
”Jeg har rigtig, rigtig mange gode dage. Fordi jeg også vælger at det skal være en god dag.
Det som kan gøre mig lidt øv.. Det er, når det ikke går eleverne godt. Det har jeg det skidt med. Vi kæmper sammen for, at de skal nå i mål. Hvis de failer lige før målstregen... det er simpelthen så ærgerligt.
Det påvirker mig også, hvis de ikke er på dupperne, er kede af det eller udfordret, fordi så er vi jo nødt til at grave ned i noget andet.
Jeg kender mine elever godt, føler med dem og vil gerne have at det går dem godt.
Så en god dag er der, hvor det bare kører… apropos 😊” Slutter Marlene med et stort grin.
Hvis du vil vide mere om kørekort eller trailerkørekort hos CUC Fyn, samt holdstart og priser, så tag et kig på deres website www.cucfyn.dk.