Sommeren er over os og hvad er bedre end at nyde den med et besøg på volden og se Nyborg Voldspils sommerforestilling: “Monty Python’s SPAMALOT”
Historien
“SPAMALOT” er baseret på den komiske filmklassiker ”Monty Python og de skøre riddere” fra 1975 og kaster publikum direkte ind i et vanvittigt middelaldereventyr fyldt med latter, kokosnødder og totalt meningsløse heltebedrifter!
Forestillingen følger Kong Arthur og hans noget alternative Riddere af Det Runde Bord, som begiver sig ud på en både farlig, tåbelig og fuldstændig absurd jagt efter Den Hellige Gral. Undervejs møder de alt fra franske fornærmelser til dansende munke, en blodig dræberkanin – og ikke mindst en vaskeægte musicaldiva med stort D!
Det bliver en helterejse af episke proportioner, og gad vide om det hele i sidste ende lykkes for de til tider modige, men også ret uduelige, riddere?
Forestillingen byder på satire, skøre jokes og catchy sange i overflod (hvem kan ikke huske ”Always Look on the Bright Side of Life”?) i et festfyrværkeri af både en hyldest til (og parodi af) musicalgenren. Det er uforudsigeligt, ufiltreret og helt ustyrligt underholdende. En skamløst vidunderlig teateroplevelse for fans af Broadway-musicals og fans af Monty Pythons forrygende humor – og alle dem, der snart bliver det!
Østfyns Erhvervsråd inviterer vores medlemsvirksomheder til at se forestillingen onsdag den 5 august 2025
Forestillingen går igang kl 19.30 og vi står oppe på pladsen og udleverer billetter til jer. I pausen mødes vi i teltet til kaffe/te/øl eller en sodavand
Det er værd at bemærke at arrangementet er gratis for medlemsvirksomheder.
Udebliver man fra arrangementet efter man har tilmeldt sig uden afbud, så koster det en kuvertpris på 300 kr.
Tilmelding foregår ved at klikke her
Tilmeldingsfristen er fredag den 31 juli 2026 kl. 12.00. og billetterne bliver fordelt efter først til mølle princippet
Vi glæder os til at se jer til en hyggelig aften i musikken og hyggens tegn
Med venlig hilsen
Østfyns Erhvervsråd
Mikael Danielsen