MY FAIR LADY er historien om Eliza Doolittle, den unge blomstersælger med sin umiskendelige cockney-accent, der sidder fast i de nederste klasser i det Edwardianske samfund. Da hun møder professor Henry Higgins, tager hendes liv en uventet drejning; Higgins indgår et væddemål om at lære hende at tale og opføre sig som en fin dame.
Det bliver begyndelsen på et helt nyt kapitel for dem begge to, en mulighed for at de begge kan forandre sig og i sidste ende udfolde deres potentiale.
De store klassikere har det med at komme til os, i en tid hvor vi har brug for det – og MY FAIR LADY er måske musicalklassikeren over dem alle.
Historien om at bryde med normer og forventninger, er nok noget alle mennesker kender til på den ene eller den anden måde. Vi kæmper hele livet med at finde vores egen vej og mening med det hele. I værste tilfælde betyder det at nogle af os ender med at fortryde det liv vi har levet, fordi vi i højere grad er kommet til at leve det liv vi følte der var forventet af os, i stedet for at leve det liv vi gerne selv ville leve.
Bare fordi noget er normalt, er det ikke nødvendigvis rigtigt for alle, og at noget er unormalt, gør det derfor heller ikke automatisk forkert.
I MY FAIR LADY mødes to skæbner, og vi følger et isoleret kapitel i Eliza Doolittle og Henry Higgins liv, der viser hvordan et sådan møde mellem mennesker kan være afgørende, for at vi vokser, og bliver til dem vi er ment til at skulle blive. Baseret på George Bernard Shaws skuespil “Pygmalion”, er det en af de helt store musicalklassikere, som mange andre musicals måles efter.
Og selvom historien er mere end 100 år gammel, er den på sin vis et moderne eventyr, spækket med aktuelle temaer, om at være til i en verden der, mere end nogensinde før, kræver af os at vi ved hvem vi selv er.
MY FAIR LADY byder på et af musicalhistoriens flotteste musikalske partiturer, med vidunderlige sange som “DET VAR VEL VIDUNDERFULDT”, “MED LIDT LYKKE OG LIDT HELD”, “EN SNEGL PÅ VEJ’N”, “JEG KUNNE DANSE NU”, “PÅ DEN VEJ HVOR DU BOR”, “ALFRED SKAL GIFTES NU TIL MORGEN”, og “JEG HAVDE VÆNNET MIG TIL ALT”.
Da forestillingen åbnede på Broadway, modtog den seks Tony Awards, heriblandt for bedste musical, og den udødelige filmversion fra 1964 med Audrey Hepburn i hovedrollen tog hele otte Oscars med hjem, heriblandt for bedste film.
Østfyns Erhvervsråd inviterer vores medlemsvirksomheder til at se forestillingen tirsdag den 6 august 2024